Værktøj og virkelighed. Værktøj er tidens mantra
Martin Herbst
kronik, Kristeligt Dagblad, 29. august 2014
Hvis man i dag vil være succesfuld politiker, skolelærer, pædagog, forretningsmand, ægtefælle, forælder eller menneske i det hele taget, kræver det, at man er i besiddelse af det rigtige “værktøj”. Værktøj er blevet kodeordet i snart sagt enhver sammenhæng. Hvor jøderne sagde “Husk Gud!” og grækerne “Kend dig selv!”, siger vi “Husk værktøjet!”
ET SPØGELSE HÆRGER LANDET. Dets navn er “værktøj”. Værktøj er tidens mantra. Vil du være succesfuld politiker, skolelærer, pædagog, forretningsmand, ægtefælle, forælder eller menneske i det hele taget, kræver det, at du er i besiddelse af de rigtige værktøjer.
Derfor begrunder Venstre Lars Løkke Rasmussens kandidatur til statsministerposten med, at han er landets dygtigste “politiske håndværker”. Derfor bliver lærere og pædagoger konstant udstyret med værktøjer, der er fremstillet af de ypperligste pædagogiske og økonomiske værktøjsmagere. Derfor er næsten alle ledelsespublikationer værktøjsmanualer.
Selv kærlighedslivet er kommet på værksted. Hvis noget går galt med sexlivet, børneopdragelsen eller samværet må det skyldes, at parterne ikke havde de rigtige værktøjer til at “pleje” forholdet.
Tænk i den forbindelse på ordet “pleje”. Med dette ord betegner vi det forbilledlige parforhold, der skal plejes efter alle kunstens regler. Jeg finder ordet misvisende. Man plejer ting som biler, haver og hår. Man plejer syge eller døende mennesker. I selve plejeforholdet ligger der en indbygget ulighed. Skal man pleje sin elskede? Jeg vil ikke plejes af min hustru. Jeg vil elskes, respekteres, anerkendes og kritiseres. Men jeg vil ikke plejes. I hvert fald ikke endnu! Og hvis jeg bliver så gammel og syg, at det bliver nødvendigt, håber jeg, det sker i lyset af de stunder, hvor vi delte tilværelsen som ligeværdige.
Ovenstående illustrerer, at “værktøj” er blevet kodeordet i snart sagt enhver sammenhæng. Hvor jøderne sagde “Husk Gud!” og grækerne “Kend dig selv!”, siger vi “Husk værktøjet!”.
VÆRKTØJSMODELLENS STYRKE er indlysende: Den fordrer klare mål. Den indebærer kontrol over det givne materiale. Den beskriver resultater, der kan måles og vejes. Og vigtigst af alt: Den kræver et objektivt og distanceret forhold til den aktivitet, man er engageret i.
Alt dette passer som fod i hose til en videnskabelig tilgang. Og det lyder uimodsigeligt. Hvem kan have noget imod mål, kontrol, evaluering og kendsgerninger, der ikke tilsløres af subjektive betragtninger?
Men netop heri ligger også værktøjsmodellens tendens til at forføre os væk fra virkeligheden. Der findes noget, der er uvurderligt. Uforudsigelighed er vævet ind i tilværelsen. Det vigtigste i livet kan ikke måles og vejes. Respekten for det subjektive engagement er alfa og omega i den sande relation.
Spørg enhver lærer, pædagog eller elskende. De bedste øjeblikke indtræffer, når vi glemmer alt om midler og mål og hengiver os til hinandens nærvær. I dette nærvær fødes de store tanker. I dette nærvær formes vor menneskelighed.
Problemet er ikke værktøjerne som sådan. Problemet opstår, når man ikke erkender deres begrænsning og lader dem dominere. Så banker tragedien på døren.
Det bliver vi mindet om i både den bibelske og græske tradition. I førstnævnte sker det i kraft af fortællingen om Kain og Abel. Navnet Kain er relateret til det hebraiske ord for “smed”. Dermed knyttes båndet mellem Kain og alle håndværkere. I den græske tradition har vi myten om Prometheus, der stjæler ilden fra guderne og giver den til menneskene. Af ilden opstår de forskellige håndværk, technai.
BERETNINGERNE HAR en fælles pointe. Værktøjer har deres berettigelse. De er uløseligt forbundet til skabelsen af den menneskelige civilisation og dens fremskridt. Men værktøj skal omgås med en vis skepsis. Kain blev morder, og Prometheus var, alt andet lige, mestertyv. Hans tyveri førte til alle de ulykker, der fløj ud af Pandoras æske.
Opgaven består i at foretage en sondring mellem værktøj og virkelighed. Den løber som en rød tråd gennem den vestlige religiøse og filosofiske tradition. Den afspejles i det gammeltestamentlige forbud mod at lave gudebilleder. Selve kernen i livet må man ikke genstandsliggøre. Så dræber man det. Den optræder i filosofiens vægtlægning på den kontemplative tænkning, der er sit eget højeste mål, og som derfor ikke kan underkastes objektiv evaluering.
På det filosofiske plan er sondringen mellem værktøj og virkelighed blevet skarpest formuleret af Aristoteles. Han gør det i kraft af begrebsparret techné og praxis. Her skal jeg straks understrege, at praxis er noget andet end vore dages “praktik”, der snarere kan sidestilles med techné.
Sammenfattende foretager Aristoteles følgende sondring: Hvor techné fordrer adskillelse mellem årsag og virkning, indebærer praxis et sammenfald. I praxis er formålet og målet det samme. Man gør det, man gør, fordi man gør det. Formålet med at undervise er at undervise. Formålet med at lave lektierne godt er at lave dem godt. Formålet med at opføre sig ordentligt er at opføre sig ordentligt. Der er ingen adskillelse mellem en selv og produktet. Man er fuldstændig til stede i handlingen. Følgelig kan den ikke gøres til genstand for analyse.
En anden forskel på techné og praxis er, at techné er objektiv og kontrollerbar. Det er praxis ikke. Den er ladet med subjektive erfaringer, historier og uforudsigelighed. Hvor techné kræver kundskab, kræver praxis tillige visdom, praktisk visdom, pronesis. Den kommmer med årene. Det skal respekteres. Aristoteles sætter techné højt, men han sætter praxis højere. Det er i praxis, den virkelige politiker, lærer, poet, og leder udfolder sig. Har han ikke en pointe?
Sondringen mellem techné og praxis har spillet en betydelig rolle for udformningen af det middelalderlige universitet. I den forbindelse skelnede Thomas Aquinas mellem de kundskaber, vi bruger til at frembringe produkter, og de kundskaber, vi udøver for deres egen skyld. De første benævnes artes serviles, fordi de “tjener” et højere formål. Sidstnævnte kaldes artes liberales, da de udøves for deres egen skyld.
I SIT BERØMTE VÆRK “The Idea of a University” understreger John Henry Newman, at netop denne sondring bør være en uopgivelig del af det moderne universitetets selvforståelse.
Vist findes der forskning, der skal og bør udmøntes i konkrete produkter. Men der findes også forskning, der, ligesom den filosofiske tænkning, er sit eget mål: forskning for forskningens egen skyld. Netop heri ligger dens legitimitet. Er den gået til grunde i vor tids værktøjsmani? Har Kain fået grønt lys til at slå ihjel? Er artes liberales blevet til artes serviles, der igen er blevet til artes dominans? Har en mestertyv været på spil?
På et mere eksistentielt plan har den politiske filosof Hannah Arendt reaktualiseret Aristoteles’ sondring mellem værktøj og virkelighed. Ifølge Arendt består vestens syndefald i, at vi har skiftet praxis ud med techné. På technés alter har vi ofret praxis.
Resultatet er en verden, hvor man bedømmer eller overvåger alt på distance. Kærlighed gøres til et produkt, man kan bruge, som man vil. Livet forvandles til et projekt, der ustandselig skal give synlige afkast. Det ironiske er, at vi bilder os ind, at dette illustrerer, hvor meget mere frie vi er end antikkens borgere.
Ifølge Arendt er intet mere fejlagtigt. Det frie menneske fødes, når vi mødes hjerte til hjerte, ansigt til ansigt i tale og handling, der modsiger sig enhver genstandsliggørelse.
Jeg længes efter politikere, lærere, pædagoger og borgere, der ikke definerer sig selv i kraft af diverse værktøjer. Væk med værktøjets spøgelse, ind med det virkelige liv.