De syv dyder i følgende rækkefølge; mådehold, mod, klogskab, tro, kærlighed, retfærdighed, håb.
Kunstner: Giotto de Bondone, De syv dyder, 1305, Scrovegni kapellet, Padua.

Lørdagshøjskolen – Efterår 2024

Det moderne menneske og de syv dyder

6 lørdage kl. 10.00-12.00. – 14. september – 23. november 2024 – kr. 1185

v. forfatter, rejseleder og cand.theol. Martin Herbst

Hvad skal være grundlaget for det gode liv og det gode samfund? På det spørgsmål har historiens største tænkere givet et klart svar: Grundlaget for det gode og meningsfulde liv er de syv dyder, bestående af de fire græske kardinaldyder; mådehold, mod, retfærdighed og klogskab og de tre teologiske dyder; tro, håb og kærlighed.

Hvor enkelt, dybsindigt og realistisk! For i fraværet af de syv dyder går livet itu. Mennesket er ganske enkelt konstitueret således, at et liv uden de syv dyder ikke giver nogen mening, hvad enten man er troende eller ej. Derfor har traditionen om de syv dyder spillet en afgørende rolle for det vestlige menneskes opdragelse, dannelse, uddannelse og selvforståelse. Følgelig udgør traditionen om de syv dyder et tankevækkende prisme til at forstå europæisk åndhistorie og os selv.

Vi ser på den oprindelige betydning af de syv dyder. Vi følger deres spor og fortolkninger i samfundsopfattelser, kunst og litteratur. Og vi reflekterer over de syv dyders relevans i en nutidig kontekst.

Forløbet for Lørdagshøjskolen – Det moderne menneske og de syv dyder

14. september: Dydernes historie fra Gilgamesh til i dag

21. september: Det gode liv og samfunds fire søjler: mådehold, mod, retfærdighed og klogskab

12. oktober: Mådehold og Mod

16.november: Retfærdighed og Klogskab

23. november: De syv dyder i arkitekturen, billedkunsten og litteraturen

30. november: Livstræets krone: Tro, Håb og Kærlighed

Deltagerne kan med fordel låne eller anskaffe sig Martin Herbsts (red.) ‘De syv dyder i går og i dag – Dannelsens fordring’, København, Eksistensen, 2020.

Tidspunkt og Sted

Lørdagshøjskolen finder sted på lørdage kl. 10.00-12.00.
Mødested for Lørdagshøjskolen er Danske Seniorer, Griffenfeldsgade 58, 2200, København N. https://danske-seniorer.dk/. Vi mødes i mødelokalet i stuen.
Hver højskoledag består af 2 x 45 minutters foredrag med pause, spørgsmål og samvær.
Pris for forløbet over 6 gange er kr. 1185.
Man tilmelder sig ved at indbetale beløbet på mobile pay: 4242 2270 eller via bank: Reg. nr.: 8075 Konto nr.: 1911654. Angiv venligst dit navn, e-mailadresse og mobilnummer på mail til mh@martinherbst.dk ved indbetaling. Derefter får du en bekræftelse på din tilmelding af Martin Herbst. Ring eller skriv til mig for yderligere information:

Martin Herbst: mh@martinherbst.dk / www.martinherbst.dk / 4242 2270

Om Lørdagshøjskolen
Lørdagshøjskolen er for dig, der vil lære så længe, du lever. På Lørdagshøjskolen går vi frem ved at gå tilbage. På vores rejse kommer vi i selskab med historiens største tænkere og ånder, og vi lader vore egne tanker og røster blive en del af den store konversation, der har født vestlig kultur. Vi viger vi ikke uden om de store spørgsmål om godt og ondt, liv og død, mening og håbløshed, Gud og nihilisme.
På rekordtid kan du tilegne dig viden og indsigt om livstemaer, filosoffer, teologer og bøger, som du ville ønske, du kendte, men som du ikke har orket at give dig i lag med på egen hånd. Her kan dykke ned i historiens skatkiste og lade dig berige af indsigter, der er lige så aktuelle i dag, som da de først så dagens lys. Og du kan gøre det i et fællesskab, hvor alle er velkomne uanset tro, kultur, livsanskuelse og forkundskaber. Velkommen til Lørdagshøjskolen!