Derfor er Dante Aktuel

PoiPOV: nt of View International 2.2.2019

Dante skrev Den Guddommelige Komedie – litteraturhistoriens mest kommenterede værk – for 700 år siden, men den er stadig aktuel. Lars von Trier benytter Dantes rejse gennem helvede som inspirationskilde til sin seneste film The House that Jack Built. Ligesom Dante følger Vergil, følges seriemorderen Jack af Verge. Men i modsætning til Dante vender Jack det døve øre til læremesterens stemme. Derfor ender Jack på helvedes bund i karakteristiske von Trier stil. På en mere positiv tone opfører teatret Republique for tiden Den Guddommelige Komedie med Stina Ekblad i solorollen. Hun tager tilskuerne med på hele rejsen fra helvedets gru til paradisets skønhed. Nu er filmskabere, teaterinstruktører og for den sags skyld enhver anden i deres gode ret til at tolke Komedien, som de vil. Jeg begrunder værkets aktualitet med dets fokus på sproget, etikken og fællesskabet.

Sproget
Ifølge Dante har sproget en skabende kraft – på godt og ondt. Det er som en kvinde, der kan forføre til mørke og elendighed eller forløse den skønneste indsigt og erkendelse. Det første skildres i Helvedes første kreds, der er hjemsted for de utugtige, der satte ”lidenskaben højere end fornuften” (Helv. 5,39). Her møder Dante Francesca og Paulo, der var berygtede for datidens high society sexskandale. De bedrog åbenlyst og skamløst deres respektive ægtefæller, hvad der bevirkede, at Francescas forsmåede mand, der for øvrigt var Paulos bror, myrder dem begge. Francesca henvender sig til Dante, der fortrylles af hendes retorik. Da hun grædende forklarer ham, at kærligheden slog ned i hende og Paulo, fordi de sammen læste i en romantisk bog! mister Dante fatningen af lutter medlidenhed med det elskende par. Han identificerer sig med deres romance, hvor forkert den end er og dratter omkuld. Her har vi et af litteraturhistoriens mesterlige illustrationer på sproglig forførelse, som ikke så få læsere siden har været genstand for! Særligt romantikere falder på stribe for romancen mellem Paulo og Francesca. Tænk på Rodins ’Kysset’, der kan beses på Glyptoteket.

Senere på sin rejse op gennem Paradiset, befinder Dante sig i Venus, ja i Venus, der er planeten for både erotik og retorik; to ord der rimer på hinanden! Lederskikkelsen i Venus er den gammeltestamentlige prostituerede Rahab. Hun brugte sine talegaver til at redde de to spioner, Josva sendte ud for at undersøge det udvalgte land (Jos 2). Igen ser vi sammenhængen mellem lidenskab og sprog i en kvindes skikkelse. Men nu i en forløsende udgave. For i modsætning til Francesca var Rahabs handling ikke selvcentreret, og hun rummer både lidenskab og fornuft (hvad kan være mere fornuftigt end at redde Josvas to spioner og dermed det udvalgte folk?) på en kreativ måde.

Dantes fokus på sprogets betydning er aktuel. Agter vi sproget, som det agtes bør? Benytter vi sproget til at forføre for egen vindings skyld eller til at forløse til større indsigt og forståelse? Hvor er det let at se, at dette spørgsmål er relevant for Trump og mange nutidige debattører, men forstår vi, at det er rettet mod os alle? Lad os bruge sproget. Lad os blot bruge det med lidenskab, men ikke adskilt fra sund fornuft og almenvellet.

Etikken
I et meget berømt brev til Can Grande della Scala understreger Dante, at Komedien er et etisk værk. Med etik forstår Dante retningslinjerne for et retfærdigt samfund. Men ligesom Dantes forståelse af sprogets betydning vokser på hans rejse, får han et andet syn på etik og moral, efterhånden som han bevæger sig fra mørke til lys. På vejen ned gennem helvede er Dante besat af millimeterretfærdighed. Her er det den kyniske, hævntørstige og fordømmende moralist og fundamentalist, der taler og handler. Anderledes forholder det sig på Purgatoriet, der oplyses af himlens lys. Her møder Dante Cato, der begik selvmord i år 46 f.Kr. – En hedning – der begik selvmord – og som nu er sammen med de frelste! Hvordan er det muligt? Lidt senere møder han sit eget guelfiske partis mareridt i skikkelse af den ghibellinske general Bonconte da Montefeltro, der adskillige gange har nedslagtet guelfiske tropper, indtil han selv lider døden på slagmarken den 11. juni 1289. Han angrer dog i dødens stund. Blot et enkelt ord skulle der til, så er han frelst. Dante fyldes af dyb samhørighedsfølelse for sin tidligere fjende. Skal de nu være venner for evigt? Sluttelig i Paradisets sidste sfære ser Dante tusindvis af udøbte børn, der befinder sig tæt til Kristus. Det må være sket i kraft af en myndighed, der er større end kirkens dogmatik og sakramenter. Ikke underligt at dominikanerne i Santa Maria Novella forbød læsningen af Komedien i 1335, fordi man betragtede den som kættersk.

Dantes etik er ikke statisk, men dynamisk og indebærer en bevægelse fra lukkethed til åbenhed. Han hverken modtager sin etik som en færdig åbenbaring fra himlen, eller opstøver den på biblioteket i skikkelse af et lovkompleks. Det er med omdrejningspunkt i kunst og litteratur, social interaktion med de mennesker han møder på sin vej og den guddommelige nåde, at Dantes forståelse af godt og ondt modnes. Dertil kommer, at etikken ikke er endemålet. De fire kardinaldyder; mådehold, mod, retfærdighed og klogskab peger i den rigtige retning, men fuldbyrdelsen sker i tro, håb og kærlighed.

Dantes vægtlægning på etik minder os om noget, vi protestanter ikke har værdsat i tilstrækkelig grad. Angiveligt på grund af den lutherske aversion mod gerningsretfærdighed og eksistensteologiens insisteren på menneskets uforbederlighed. Det fordrer et korrektiv, der sagtens kan flugte med vores egen tradition. For det er en kendsgerning at, Kierkegaard og Løgstrups hovedværker, Kærlighedens Gerninger og Den Etiske Fordring, er etiske værker.

Tiden er moden til refleksion over moral og etik. Med rette bragte dronningen moralen på bane i sin nytårstale. Med urette undlod statsministeren at nævne hvidvaskesagen i sin. For sagen med Danske Bank er ikke en svipser, man kan gardere sig mod med strengere lovgivning. Den er et symptom på et samfund, der i grådighedens navn ikke evner at skelne mellem mit og dit.

Fællesskabet
Endelig er Dante fortaler for fællesskabet. Men ikke på bekostning af individet. Det fremgår af Komediens første linjer, der fungerer som programerklæring for hele værket: ”Midtvejs på vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke dybe skove forvildet fra den vej jeg burde følge (Helv. 1,1-3). Menneskehedens fælles vandring nævnes i samme åndedræt som Dantes egen vej.

Samhørigheden mellem det kollektive og det individuelle afspejles også i Dantes to vejledere; Vergil og Beatrice. Vergil repræsenterer den klassiske tradition, der går tilbage til det antikke Grækenland. Beatrice står for kristendommens historie og indsigt. Men der er tillige tale om to konkrete, historiske personer af kød og blod. Pointen er, at det abstrakte og specifikke hører sammen. Ifølge Dante udtrykkes det bedst på poesi. Derfor vælger han den som sit sproglige medium. Dante inviterer til en poetisk tolkning af tilværelsen, hvor naturvidenskab, mytologi, filosofi og teologi udgør et polyfonisk, uafsluttet sprogunivers.

Dantes anliggende flugter med vores. Lad os navigere uden om et Scylla af individualisme, der lader hånt om fællesskabet og et Charybdis af konformitet, der suspenderer individualitet og personlig ambition. Man siger, at en klassiker er et værk, der aldrig går af mode. Den Guddommelige Komedie er en klassiker. Den var aktuel i går og er aktuel i dag. Vil den også være aktuel i morgen?