Løgn og sandhed i næstekærligheden
I værket Kjerlighedens Gjerninger, hvor Søren Kierkegaard beskriver næstekærligheden, vælger han at indlede på følgende måde:
“Dersom det var saaledes som inbildsk Kløgt mener, stolt af ikke at bedrages, at man Intet skulde troe, som man ikke kan see med sit sandselige Øie: da burde man først og fremmest lade være at troe paa Kjerlighed. Og hvis man gjorde det og gjorde det af Frygt for ikke at blive bedragen, var man saa ikke bedragen? Man kan jo bedrages paa mange Maader; man kan bedrages ved at troe det Usande, men bedrages dog vel ogsaa ved ikke at troe det Sande; man kan bedrages ved Skinnet, men man bedrages dog vel ogsaa ved det kløgtige Skin, ved den smigrende Indbildskhed, der veed sig ganske sikret mod at være bedragen. Og hvilket Bedrag er vel det farligste? Hvis helbredelse er tvivlsomst, enten Dens, der ikke seer, eller Dens, der seer og dog ikke seer?”
Det kan næsten virke nedslående, at Kierkegaard åbner sit værk om næstekærlighed med at påpege muligheden for bedrag og vel at mærke selvbedrag! Ifølge Kierkegaard er det jo sig selv, man bedrager, når man vælger ikke at elske. Ved nærmere eftertanke er advarslen imidlertid berettiget. For når det kommer til kærlighed, er det egentlige problem ikke, hvordan andre mennesker opfører sig, men hvordan jeg selv forholder mig. Opgaven består derfor i at blive ved med at elske, ligegyldigt hvad. Men selv hvis man gør det, er det ikke så lige til. For ligesom man kan bedrages ved ikke at elske, kan man bedrages ved at elske fejlagtigt! Faktisk er resten af Kjerlighedens Gjerninger en udfoldelse af, hvor let man kan elske falsk, fordi man aldrig har fået øjnene op for, hvad sand kærlighed er. Ifølge Kierkegaard er næstekærlighed altså uløseligt forbundet til to former for bedrag. Det første bedrag består i, at man slet ikke elsker. Det andet bedrag består i, at man elsker, men på en fejlagtig måde.
Jeg vælger at tolke de kierkegaardsk advarsler som opbyggelige påmindelser. Sandheden er jo, at løgn og sandhed er vævet ind i vores opfattelse af kærlighed. Det er noget, jeg har erfaret gennem hele mit liv og ikke mindst nu, hvor jeg virker som præst, underviser og sjælesørger. Hvor har jeg igennem årenes løb mødt mange, der ødelagde livet for andre i fuld overbevisning om, at de elskede dem på allerbedste måde!
Et af de steder, hvor mødet mellem løgn og sandhed i næstekærligheden bliver meget tydelig, er når vi står over for et menneske, der har været et offer. Her er mulighederne mange. For man kan være et offer for ikke så lidt: Dårlig opdragelse, elendige sociale vilkår, fattigdom, sygdom, grådige bankrådgivere, religiøse ledere, rige mænd, smukke kvinder, fejlbehandling, dårlig medieomtale, sparerunder, menneskeskabte ulykker, krig, naturkatastrofer m. m. De mange muligheder taget i betragtning har nogle utvivlsomt påtaget sig offerrollen uretmæssigt, men som oftest er den reel nok. Selv i de tilfælde hvor den er påtaget, er man jo et offer, om end det er for ens egen fejlagtige selvforståelse.
Min pointe er, at man meget let kan blive et offer for et eller andet. Men ét er at være et offer, noget andet er at gøre sig selv til et offer. Skillelinjen er hårfin men altafgørende. For i det øjeblik man gør et andet menneske til et offer og intet andet, så har man i realiteten gjort det af med vedkommendes menneskelighed. Man har reduceret det til at være et væsen uden ansvar, uden skyld, uden samvittighed, uden pligt, uden værdighed, og dermed uden ressourcer til at gøre noget ved situationen. At man har gjort det i troen på, at man udviste forståelse, ja måske endog ægte næstekærlighed, gør blot det hele endnu værre. Misforstå mig nu ikke. Jeg underkender bestemt ikke, at der findes reelle ofre, men der er intet, der kan retfærdiggøre, at man identificerer sig selv eller andre med offerrollen. Af den simple grund, at vi er skabt til noget langt større.
Vi må lære at sondre mellem at være et offer og at gøre os selv til et offer. Skematisk kan man udtrykke denne sondring på følgende måde: At være et offer er måske uundgåeligt, men at gøre sig selv til et offer skal for alt i verden undgås. At være et offer er menneskeligt, men at gøre sig selv til et offer er umenneskeligt. At være et offer er uden for vores ansvarsområde, men at gøre sig selv til et offer er inden for vores ansvarsområde.
Det er kærligheden, der sætter os i stand til at sondre mellem at være et offer og at gøre os selv eller andre til et offer. Når vi forstår denne sondring, genvinder vi vores værdighed og bliver forløst til at gå ud i livet. Vi holder op med at være kontrolleret af fortiden og vender os mod fremtiden i et nu, der er oplyst af sand næstekærlighed.
