Hvem sover i båden?

“Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!«  Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille”. (Matthæusevangeliet 8,23-26)

Af Martin Herbst, Ikon nr. 91, juni 2015

Gennem historien har man tolket Biblen med forbavsende frihed og vovemod. I det 12. århundrede udlagde Bernard af Clairvaux’s elev Isaac d’Étoiles eksempelvis beretningen om stormen på søen på en bevægende måde.

Ifølge Isaac handler beretningen om åndelig dovenskab (en af de syv dødssynder). Båden med disciplene og den sovende Kristus er et billede på troende, der på grund af falsk sikkerhed har ladet Kristus falde i søvn i deres hjerter. I modsætning til den sædvanlige tolkning er den sovende Kristus et udtryk for den enkeltes ligegyldighed, slaphed og dovenskab. Hvad da med stormen på søen? Hvad repræsenterer den? Også den udsættes for Isaacs kreative tolkning, endda med en dobbelt pointe. På den ene side afspejler stormen Guds kærlige rusk til den åndeligt dovne. Stormen vågner den troende og bevidstgør ham (eller hende) om situationens alvor. På den anden side repræsenterer stormen den bølge af destruktive tanker og følelser, der fødes af den åndelige dovenskab, og som hurtigt kan overmande den troende, så han mister orientering, livskraft og håb. Stormen er altså både positiv og negativ.

Ifølge Isaac er Kristus altid til stede i mennesket. Men dovenskaben bevirker, at vi glemmer det og søger sikkerhed i alt andet end Guds kærlighed. Det udløser en flodbølge af problemer, der kun kan stilnes af Kristus. For kun Guds kærlighed kan skænke os sand fred. Isaac konstaterer, at dovenskaben har invaderet manges hjerter. Ligesom stormen på søen prøver han at ruske sine brødre til besindelse:

“Ve jer, hvis Kristus sover i jer! Vinden vågner, havet vågner, storme og bølger af onde tanker vågner, og tusinder af fristelsens tidevandsbølger oversvømmer jer, hvis Han bare sover i jer…Lad os derfor være årvågne, brødre, lad os fremfor alt være årvågne for den åndelige dovenskabs plage!”

Giver Isaacs tolkning mening? Er den for psykologisk, spirituel eller moralsk? Døm selv. Men lad ikke Kristus falde i søvn i dig!