Grænsen mellem det sunde og det usunde fællesskab

Af Martin Herbst Kristeligt Dagblads kronik af Martin Herbst 29. juli 2013.

Hvor går grænsen mellem det sunde og usunde menneskelige fælleskab? Den går ikke mellem os og de andre. Den går heller ikke mellem de kristne og muslimerne. Ej hellere mellem politiske eller religiøse højre- og venstrefløje. Nej, den går ned igennem hvert enkelt menneskes hjerte, mener dagens kronikør.

Hvor går grænsen mellem det sunde og det usunde menneskelige fællesskab? Hvilke tendenser signalerer, at et engagement bevæger sig i en usund retning? Hvordan sikrer man, at det usunde bliver opdaget, adresseret og stoppet i tide? I en tid med overgreb mod børn, skandaler, der både ryster finansverdenen (Stein Bagger) og den akademiske verden (Milena Penkowa), og stadig større overvågning fra regeringens side, jævnfør konflikterne mellem Kommunernes Landsforening og lærere og læger, er disse spørgsmål højaktuelle.

Det usunde fællesskab har tre kendetegn. Det første er, at al autoritet samles i én leder. Det illustreres med tragiske eksempler fra religionens, politikkens og økonomiens verden. Hvorfor sker det? Hvordan kan det ske? Mange mener, at det skyldes lederens karisma eller oppustede ego. Det er kun delvis sandt. Selv nok så megen karisma eller overdreven selvagtelse forklarer ikke, hvorfor folk vælger at hengive sig til en leder.

Den egentlige grund til, at de gør det, er deres åndelige dovenskab. Den åndelige dovenskab bevirker, at man glemmer sin værdighed. Denne glemsel er forudsætningen for, at man hengiver sig til en leder, der derved tildeles al autoritet. På denne måde har åndelig dovenskab både et passivt og aktivt aspekt. Det passive aspekt bevirker, at man ikke insisterer på ligeværdighed. Man råber ikke op, når man skulle. Orker ikke at sige fra, når man burde. Det aktive aspekt viser sig i helhjertet hengivenhed, hvor lederen opfattes som et helligt, overnaturligt væsen, højt hævet over enhver kritik.

Åndelig dovenskab er ikke det meste populære emne i avisernes spalter eller på landets arbejdspladser. Begrebet er vel næsten gået i glemmebogen. Sådan har det ikke altid været. Ifølge den katolske tradition er den åndelige dovenskab en af de syv dødssynder. For de egyptiske ørkenfædre, der levede i det 3.-4. århundrede, var det udfordringen par excellence for den, der efterstræbte åndelig indsigt. Akedia kaldte de det. Det kommer af det græske a, “ikke”, og verbet kedeyo, “at vise omsorg”. Akedia er “ikke-omsorg” eller ligegyldighed over for det vigtigste i tilværelsen

Thomas Aquinas betragter akedia eller den latiniserede form accidie som kærlighedens og glædens modsætning; det, der gør, at man ikke orker at elske og mister evnen til at glædes over den kærlighed, man er blevet skænket. Også Søren Kierkegaard tager temaet op. Det gør han i bogen “Sygdommen til Døden”. Her sidestiller han akedia med fortvivlelsen over, at man ikke accepterer sig selv, som man er, og følgelig indlader sig på et eskapistisk selvskabelsesprojekt.

Det er lige præcis, hvad der sker i et usundt fællesskab. Man er behersket af en falsk passivitet og aktivitet. Ligesom Peter faldt i søvn i Getsemane Have og bagefter drog sit sværd for at kæmpe med de romerske soldater, er man både passiv og aktiv, men på en forskruet måde, der lammer hjertet ved roden.

2018-09-27T16:41:48+00:00