Fundamentalismens dobbelte tragedie
Med angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo er verden blevet skueplads for et møde med fundamentalisme i to udgaver: en sekulær og religiøs. Den sekulære fundamentalisme er repræsenteret af Charlie Hebdo. Dens gud er ytringsfrihed. Den er selve begrundelsen og målet for bladets virke. Dermed ophøjes friheden til at være det højeste i livet.
I den klassiske filosofiske og kristne tradition har friheden aldrig været det højeste i livet. Her tjener friheden altid noget højere. I det antikke Grækenland var formålet med friheden ikke at sige og gøre, hvad man ville. Det blev betragtet som en form for idioti. Formålet med friheden var at deltage i det politiske liv på en konstruktiv måde, ideelt ved at fremelske det sande, skønne og gode. Betænk her, at ordet ‘skole’ kommer af det græske skolé, der betyder ‘fritid’. Meningen er, at man først er fri, når man bruger tiden på at dygtiggøre sig til samfundets bedste.
I kristendommen er frihedens formål kærlighed. Kærligheden bevirker endog, at man binder sig, helt frivilligt. I kærlighed lod Kristus sig binde til et kors for at frisætte os til at elske. Pointen er tydelig. Friheden er stor, men kærligheden størst. Med denne kærlighed fødes respekten for andre menneskers værdighed.
Det forstår Charlie Hebdo ikke. De ophøjer deres ret og frihed til at være gud og identificerer sig med den. Bladets selvfremstilling som gud kom på forsiden ugen efter terrorhandlingen. Her tilgives morderne og deres ugerning: ‘Alt er tilgivet’, lod de en muslim sige. Nu er det kun Gud, der kan tilgive så uhyrlige handlinger. Men det tager Charlie Hebdo ikke så tungt. De er jo selv gud. Der er ikke tale om ateisme, men om en form for teisme, hvor guden er min egen frihed og autonomi. Den flugter i øvrigt ganske godt med mange tendenser i samfundet. Her er Charlie Hebdo mainstream.
Den dobbelte fundamentalisme
Den religiøse fundamentalisme er repræsenteret af terroristerne. Nogle har sagt, at deres handlinger ikke har det fjerneste at gøre med islam eller religion. Det er forkert. Terroristerne hentede deres legitimitet og begrundelse i en særlig tolkning af islam. Guden var deres opfattelse af, hvad det vil sige at være muslim dvs. et menneske, der underkaster sig Guds vilje. Den opfattelse blev identificeret med den guddommelige sandhed. Dermed satte de sig i Guds sted og gjorde sig efterfølgende til herre over liv og død.
Både tegnerne og gerningsmændene er fundamentalister. Blot med den forskel at folkene på Charlie Hebdo er mere intelligente, dannede, forfinede og lovlydige end morderne og deres bagland. Charlie Hebdo repræsenterer en æstetisk form for fundamentalisme, der appellerer til de rige og til folk, der vil anses for at være civiliserede og intelligente. Terroristernes fundamentalisme er uæstetisk, grim, modbydelig og ulovlig. Den appellerer til de lavere klasser; de fattige, foragtede og uuddannede.
Lad der ikke være tvivl om, at ugerningen mod bladtegnerne er forfærdelig og med rette skal fordømmes. Man kan ikke meje folk ned, fordi de mener noget andet end en selv. Folk har ret til at skrive og tegne, hvad de vil, uanset hvor provokerende og skørt det er. Sådan er det i vores samfund, og sådan skal det være. På tragisk måde er Charlie Hebdo blevet genstand for hovmod og vrede. Hovmodet består i, at gerningsmændene påberåber sig hele sandheden og retten til at degradere deres medmennesker til at være skadedyr, man kan fjerne efter forgodtbefindende. Vreden førte til had og skånselsløst mord og vold.
Terror som et spejlbillede
Men lad der heller ikke være tvivl om, at dette er et spejlbillede af Charlie Hebdo. Bladet har specialiseret sig i arrogant nedgørelse af alle, de er uenige med. Tegningerne taler for sig selv: Paven får et pindsvin som pik. Faderen, Sønnen og Helligånden deltager i et orgie, hvor de røvpuler hinanden etc. Charlie Hebdos hovmod, og her er der tale om bevidst religiøs og social mobning af værste skuffe, er hæmningsløs. Vreden udfoldes sofistikeret ved, at man helt bevidst får andre menneskers pis i kog, nyder synet af det og skovler penge ind på det. Men at forårsage vrede er ikke stort bedre end at udøve den åbenlyst. I psykologien kendes fænomenet som skjult vrede.
På en tragisk måde er Charlie Hebdo blevet genstand for det hovmod og den vrede, de har gjort til deres eget varemærke. De er også i samme båd som gerningsmændene, hvad angår deres efterdødsstatus. Morderne er blevet ophøjet til at være martyrer. Tegnerne på Charlie Hebdo ligeså. Alle er de fælles om at blive udråbt til at være helgener i en syg fundamentalismes navn; bannerførere for en ny verdensorden. Det virkeligt begrædelige er, at i forsøget på at være så forskellige fra hinanden, blev de det samme. I blodpølene blev de alle ét. Det er ikke, ‘Je suis Charlie’, men ‘Nous somme les mêmes’ -“vi er de samme.”
