FRED

Fred er et centralt tema i kristendommen, men det har vi tendens til at glemme. Måske er det fordi fred er svær at beskrive. Her kommer dog tre bud på den menneskelige erfaring af fred: en politisk, en psykologisk og en åndelig fred.

Af Martin Herbst, Ikon nr. 90, marts 2015

I februar 2015 besøgte Dalai Lama Danmark og delte sit budskab med tusindvis af begejstrede tilhørere i Bella Centret. Det samme skete 6 år tidligere i sommeren 2009. Foranlediget af Dalai Lamas besøg arrangerede man dengang et dialogmøde med bispekandidaterne til Københavns Stift. Dialogmødets tema var velvalgt: Kristendommens forhold til buddhisme. Da muligheden for at stille spørgsmål til bispekandidaterne bød sig, rettede jeg følgende spørgsmål til panelet: “Vi ved, at fred er et vigtigt tema i buddhisme, og at folk bliver tiltrukket til buddhismen, fordi den lover sjælefred og mindfulness. Hvordan vil I beskrive betydningen af fred i den kristne tradition?” En af kandidaterne  svarede: “Fred er ikke noget vigtig tema i kristendommen. Det er det i andre religioner, men ikke i kristendommen.” Derpå kom det prompte fra en modkandidat: “Det er simpelthen ikke rigtigt. Fred er et vigtigt tema i kristendommen. Det er det altså!” Begge svar afspejler noget væsentligt: Fred er et centralt tema i kristendommen, men vi har tendens til at glemme det.

Biblens røde tråd

Fred er angiveligt Biblens vigtigste tema. Det bliver vi mindet om på dens førte sider. Skabelsesberetningen slutter med beskrivelsen af en fred (på hebraisk, sabbath), hvor Gud hviler, “efter alt det arbejde, han havde udført.” (1 Mos 1,2). Den afslutning finder jeg tankevækkende. Den guddommelige kreativitet kulminerer ikke med en vifte af projekter, aktiviteter og målelige resultater, men med en fred, hvor alt i kosmos får lov at være, hvad det er, fordi det hviler i Guds godhed. Fredens betydning understreges også i indledningen til fortællingen om Jesus. Ligesom skabelsen af kosmos kulminerer hans fødsel med en hellig hvile: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” (Luk 2,14).

Længslen, ønsket, behovet og håbet om fred løber som en rød tråd gennem de bibelske fortællinger og knytter dem sammen på kryds og tværs. Nogle gange beskrives freden i politiske vendinger. Som i Esajas’ drøm: “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” (Es 2,4). Andre gange betones fredens personlige dimension: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” (Matt 5,9). Ønsket efter fred er uløseligt knyttet til kristen selvforståelse. Det udtrykker kirkefaderen Augustin med denne berømte sætning: “For du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”

Tre former for fred

Fred er livsvigtig for os mennesker. Men ligesom freden er svær at etablere, er den vanskelig at beskrive. Man kan gøre det med afsæt i den kristne menneskeforståelse. Ifølge kristen antropologi består mennesket af, “ånd og sjæl og legeme.” (1 Thess 5,23). På lignende måde findes der tre former for fred; en kropslig eller politisk, en sjælelig eller psykologisk og en åndelig. Ligesom mennesket er en enhed af krop, sjæl og ånd, hører de tre former for fred sammen. Men ligesom krop, sjæl og ånd udgør en enhed, uden at være ens, er der forskel på de tre former for fred.

Politisk fred

Betydningen af politisk fred kan vanskeligt overbetones. Uden fredelige politiske forhold går samfundet i opløsning. Økonomien går i stå, uddannelsen af borgerne stagnerer, og håbet slukkes. Jeg har set, hvad krig gør ved folk, både dem der drager afsted for at deltage i den og dem, der bliver tilbage i passiv fortvivlelse. Intet er så splittende og ødelæggende for en befolkning som krig. Det er derfor med rette, at Esajas’ drøm er mejslet i muren foran FNs hovedkvarter i New York. Her står den som en bøn til nutidens magthavere.

Selvom politisk fred er vigtig, bør den ikke være menneskets endemål. Politisk fred kan være ondartet. Den kan være dæmonisk. Det er den i diktaturer. Her hersker fred, åh ja, men hvor er friheden og ligheden? Uden frihed og lighed er freden overfladisk og falsk. Det erfarede jeg ved selvsyn, da jeg i 1995 havde det underlige privilegium at rejse rundt med toppolitikere i Nordkorea. Der var fred overalt, men hvor var den falsk. Og så tillod de nordkoreanske politikere oven i købet at prale af, at de havde skabt verdens fredeligste samfund. Det var mindst lige så fredeligt som det danske, sagde de!

Nu er det ikke vanskeligt at se det falske i diktaturets fred. Men selv når den politiske fred ledsages af frihed og lighed, kan den ikke indfri vort dybeste ønske efter fred. Det kender vi danskere om nogen til. Vi lever i et af de mest fredelige og frihedselskende lande i verden. Men ofte erfarer vi ikke indre fred. Hundredtusindvis af mennesker er ramt af stress, depression og angst. Har stress og depression ikke afløst rygsmerter som den førende folkesygdom? På det politiske plan erfarer vi fred, men ikke på det psykologiske.

Psykologisk fred

Den psykologiske fred er dybere og mere personlig end den politiske. I dens fravær smuldrer livet i vore hænder. Det er ødelæggende. Derfor går så mange til psykolog. Derfor får så mange en diagnose. Derfor er buddhismens mindfulness bølge over os. Jeg vil ikke fortænke folk i at gå til psykolog eller deltage i kurser, hvor de lærer mindfulness og meditationsteknikker. Jeg er ikke i tvivl om, at rigtigt mange er blevet hjulpet på den måde. Ellers ville psykologer og mindfulness ikke være så populære, som tilfældet er. Men jeg mener, der er noget forførende ved tidens fascination af diagnoser, psykologi og religiøse teknikker. For de kommer let til at udgøre selve endemålet for vor længsel efter fred: ‘Så nu fik han den diagnose. Nu kan vi godt slappe af!’, ‘Mindfulness er svaret, vi alle har ledt efter!’ Jeg tvivler på rigtigheden af den slags udsagn. Ligesom den politiske fred bliver dæmonisk, hvis den gør sig selv til endemålet, er den psykologiske fred falsk, hvis den ikke åbner op for den åndelige fred. Selv i sin fuldkomne form afslører den psykologiske fred sin mangel. For ligesom man kan erfare psykologisk uro i et land med politisk fred, kan man erfare uro og ængstelse, selvom man er i psykisk balance. Hvad betyder det? Det betyder, at der er en længsel efter en fred, der er dybere end den psykologiske. Det er den åndelige fred.

Åndelig fred
Den åndelige fred kan erfares sammen med de andre former for fred. Men den spiller en central rolle. For at anskueliggøre den, kan man sammenligne de tre former for fred med templet i Jerusalem. Forgården til templet modsvarer den politiske fred; uundværlig, men ikke som et mål i sig selv. En forgård er nu engang en forgård. Det hellige svarer til den sjælelige eller psykologiske fred. Men kernen i det hele, det allerhelligste, kan sammenlignes med den åndelige fred. Templet i Jerusalem stod og faldt med bevidstheden om det allerhelligste. På samme måde er den åndelige fred selve indbegrebet af det, vore urolige hjerter søger.

Hvad er det særegne ved den åndelige fred? Den er ikke menneskets eget værk. Den er ikke et resultat af politiske programmer, psykologiske redskaber eller religiøse teknikker. Den skabes ikke af mennesket. Den skænkes til mennesket. Med inspiration fra Jobs tale om visdommen i Jobs Bog kap. 28 vil jeg beskrive åndelig fred sådan: ‘Men freden, hvor finder man den? Hvor bor den hellige hvile? Politikerne kender ikke vejen til den. Økonomerne aner ikke, hvor den er. Den findes ikke hos psykologerne. Mindfulness-eksperterne siger, ‘Kun rygtet om den er kommet os for øre!’ Sjælens dyb udbryder, ‘Den er ikke hos mig!’ Et hav af diagnoser siger, ‘Hos os er den heller ikke!’ Den er utilgængelig for alverdens teknikker. Den kan ikke erhverves for penge. De største anstrengelser fører ikke til den. Kun Gud kender vejen til den. Kun Guds kærlighed ved, hvor den bor. For den er et barn af Guds kærlighed og føder selv Guds kærlighed.’

Hellig fred midt i ufreden

Et andet kendetegn ved den åndelige fred er, at den kan erfares midt i uroen. Midt i politisk ufred, økonomisk ustabilitet og sjælens ængstelse kan man erfare en hellig hvile. I Bjergprædiken udtrykker Jesus denne provokerende sandhed til en skare, der erfarer uro på alle niveauer: “Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” (Matt 6,26-29).

Jesus opfordrer ikke til verdensflugt, social uansvarlighed, (‘Dovne Robert’) eller ligegyldighed. Han taler om fred. Han taler om, at der er en hellig fred, midt i ufreden; en forunderlig orden midt i kaos. Hvad betyder det? Det betyder, at freden er dybere end ufreden. På denne måde er Guds fred suveræn. Der findes en fred, som ingen bomber, ingen terror, ingen vrede, ingen bitterhed kan forstyrre. Denne fred er blevet oplevet af mennesker gennem tiderne, i glimt, øjeblikke eller længere perioder. De gamle værdsatte den fred over alt andet. Derfor forlod de hus, hjem og karriere for at opleve den. Dens græske betegnelser er hesychia eller apatheia. Med sådanne ord ønskede man at understrege, hvor forskellig den fred er fra politisk stabilitet og psykisk ligevægt. Nuvel, man behøver ikke at gå ud i den brændende ørken for at erfare den fred! Nuvel, man behøver ikke isolere sig bag klostrets tykke mure for at modtage den. Nuvel, man behøver ikke give afkald på penge, sex og karrierer for at åbne sig for den. På det praktiske plan kan vi ikke følge tidligere tiders asketiske skikkelser. Men vi kan følge dem i deres grundlæggende anliggende: Der findes en fred, der er menneskets længsel, og som har Guds velbehag: “For du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”

En sang om fred

Hvad er der sket med os? Har vi glemt, at der findes en sådan fred? Har vi glemt, at denne fred kan erfares midt i vort pulserende og kaotiske liv? Har vi virkelig gjort politisk stabilitet, økonomisk sikkerhed, fast arbejde, stabilt parforhold, sund økonomi og gode forsikringspolicer til fredens kilde i vort liv? Er vor sult efter fred blevet stillet med psykologiske diagnoser og religiøse teknikker? Skulle der ikke mere til at mætte os? Var vi så lette at forføre? Er det da så underligt, at vi alle skal til psykolog, have diagnoser og på kurser, så vi igen kan gå til psykolog, få diagnoser og tage på kurser?

Kristendommen benægter ikke vigtigheden af politisk og psykologisk fred. Men den siger, at de skal pege i retning af den åndelige fred. Ellers forvandles de til afguder og blokerer for den fred, vi søger. Ligesom mennesket består af krop, sjæl og ånd, er freden politisk, psykologisk og åndelig. Den åndelige fred er Guds fred. Guds kærlighed er nøglen til den. Den fred kan opleves på gode, vidunderlige dage, men også i erfaringen af synd, skyld, skrøbelighed, smerte og død. I oldkirken værdsatte man den så højt, at man sang om den. Lad os afslutte med en sådan sang:

“O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
dermed al fred begynder;
af kærlighed
giv os din fred!”