En firfoldig helhed

Der har traditionelt set været ikke mindre end 4 fortolkningsnøgler til læsning af Bibelen, der som bladene på en firkløver supplerer og komplementerer hinanden. Vi har imidlertid mistet forbindelsen til vor rige tradition, og det medfører et tab af forståelse for tekstens mange betydningslag og organiske helhed, mener Martin Herbst. I sin artikel forklarer han, hvorfor ingen af disse nøgler kan undværes.

De fantastiske fire

Fra ældgammel tid har firtallet spillet en særlig rolle for menneskets tolkning af verden. Man forbandt det med fylde, helhed og fuldkommenhed. Det afspejles eksempelvis i følgende: De fire årstider (forår, sommer, efterår, vinter), de fire grundelementer (ild, luft, jord og vand), de fire kropsvæsker (blod, gul galde, sort galde og slim), de fire aldre (ungdom, voksenalder, middelalder, alderdom), de fire kardinaldyder (mod, mådehold, retfærdighed og klogskab), de fire skriftgrupper i Det Gamle Testamente (Lovbøger, Historiebøger, Visdomslitteratur, Profeter), de tilsvarende fire skriftgrupper i Det Nye Testamente (Evangelier, Apostlenes Gerninger, Breve, Johannes’ Åbenbaring), de fire evangelier (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes),  de fire verdenshjørner (nord, syd, øst og vest) og sådan fremdeles.

Firtallets rolle afspejles også i middelalderens fortolkning af den hellige skrift. Med afsæt i autoritative skikkelser som Origenes (185-254) og Augustin (354-430) konkluderede man, at Bibelens budskab skal åbnes med fire fortolkningsnøgler, der er gensidigt supplerende og udgør en helhed. De fire nøgler er; den bogstavelige, allegoriske, tropologiske og anagogiske tolkning. Overordnet set inddelte man de fire fortolkninger i to grupper, der henholdsvis afspejler menneskets kropslige og åndelige natur. Her repræsenterer den første bogstavelige tolkning ‘krop’, medens de øvrige tre tolkninger repræsenterer ‘ånd’.

Indre kamp eller ydre drama

Det giver næsten sig selv, at formålet med den bogstavelige tolkning er at afdække tekstens historiske eller såkaldte objektive virkelighed. Men hvad menes der med allegori, tropologi og anagogi? Det er græske betegnelser. På græsk betyder allēgorēin ‘at tale billedligt’. Den allegoriske tolkning indebærer, at man tolker begivenheder eller personer i det Gamle Testamente som billeder på selvsamme i det Nye Testamente: Moses er et billede på Jesus. Udvandringen fra Egypten gennem det Røde Hav er en billedliggørelse af den kristne dåb. Den allegoriske tolkning er nøglen til at forstå sammenhængen mellem det Gamle og Nye Testamente. Dens tema er tro. Tropologi kommer af det græske trépein ‘at vende’. Her er fokus menneskets omvendelse. Da den indebærer en række moralske valg, er denne fortolkningsnøgle også kendt som den moralske. Endelig sluttes cirklen med den anagogiske tolkning, af det græske anágein ‘at føre op’. Den anagogiske tolkning åbenbarer målet med menneskets udvikling; dets evige bestemmelsessted. Da dette mål først nås i det hinsidige, repræsenterer den anagogiske tolkning også menneskets håb. Her er temaet sejr.

Rod – stilk- frugt

Selvom de fire fortolkninger anskuer den samme tekst fra forskellige perspektiver, udgør de et organisk hele. I indledningen til Moralia in Job, der er en tropologisk dvs. moralsk udlægning af Jobs Bog (på mange hundrede sider!), sammenligner Gregor d. Store (540-604) det firfoldige fortolkningsprincip med en blomst. Den historiske tolkning udgør blomstens rod. De allegoriske og tropologiske tolkninger er stilken, medens den anagogiske tolkning er den evige frugt. Jeg vil lade Thomas Aquinas (1225-1274) sammenfatte det firfoldige fortolkningsprincip. Det gør han i begyndelsen af sit teologiske hovedværk, Summa Theologica, med denne ordlyd:

“Den historiske eller bogstavelige betydning af Skriften er den åbenbare mening, som ordene peger direkte på. Så når Bibelen taler om klipper, er den bogstavelige betydning af dens ord klipper; du ved, disse hårde, stenede ting….Men der er tillige en trefoldig åndelig betydning. Når ting i den Gamle Lov refererer til ting i den Nye Lov, er det den allegoriske betydning. Og når ting symboliserer det, vi bør gøre, er det… den moralske eller tropologiske betydning. Endelig refererer den anagogiske betydning til vor evige herlighed…Guds rige.”

Hvorfor valgte man at åbne den hellige skrift med disse fire nøgler? For det første indfriede det behovet for loyalitet og frihed. På den ene side var man loyal over for den kirkelige tradition, der insisterede på skriftens guddommelige betydning. Samtidig bevirkede fortolkningsmulighederne, at man kunne benytte teksterne som ‘spejl’ på konkrete personlige eller sociale problemstillinger. For det andet, og det skal sandelig ikke overses, muliggjorde særligt den tropologiske og anagogiske tolkning, at tilsyneladende meningsløse udsagn kunne fortolkes på en meningsfuld måde. Allerede i begyndelsen af det 3. århundrede påpegede bibelfortolkningens fader, Origenes, at en bogstavelig tolkning af skabelsesberetningen volder problemer for forstanden. Hvordan skal man forklare, at udsagnet “Jorden var dengang tomhed og øde” optræder, før Gud er gået i gang med at skabe!!! Det giver ingen mening ud fra en bogstavelig tolkning. Udsagnet skal i stedet forstås billedligt. Det referer til den tilstand af kaos og forvirring, der altid hersker, når Guds ånd er fraværende. For det tredje insisterer den firfoldige fortolkning på budskabets uendelige betydningspotentiale. Man bliver aldrig færdig med Guds Ord. Ikke så snart har man afdækket et lag i teksten, før man er nået til det næste. Guds visdom er dybere end noget hav, mere uendeligt end universet. Sandhedens lys stråler klarere end nogen sol.

Martin Luther var yderst kritisk over for det firfoldige skriftudlægningsprincip. Han mente, det gav grønt lys til vilde spekulationer og udlægninger, ikke mindst af moralsk karakter. Særligt de moralske tolkninger var ifølge Luther problematiske, fordi de gav mennesket for meget og Gud for lidt. Følgelig har man afskaffet ‘den firfoldige vej’ i den protestantiske tradition, hvor de bibelske tekster udelukkende finder deres legitimitet ved at pege på Kristus. (Luther så helst, man fjernede det moralske Jakobs Brev fra det Nye Testamente). Men selvom protestanter har vendt ryggen til den firfoldige fortolkningsnøgle på det teoretiske plan, tager de den ofte ved hånden i praksis. For når præsten skal udlægge søndagens evangelium, tager hun ofte afsæt i en bogstavelig læsning eller analyse af teksten. Derefter søger hun efter eksistentielle, åndelige eller moralske temaer, der har nutidig relevans. Sluttelig kulminerer hun prædiken med, at alle kommer i mål takket være Guds kærlighed.

Et blik på Salme 137

Der skal ikke herske tvivl om, at den firfoldige fortolkning kan misbruges. Men jeg mener, at den, ligesom megen anden før-reformatorisk teologi, er bedre end sit rygte. Den firfoldige vej kan være frisættende, inspirerende og berigende. I det følgende vil jeg benytte den til at se nærmere på en af de mest provokerende passager i Bibelen; afslutningen på den berygtede Salme 137.

“Babylons datter, du ødelæggerske!
Lykkelig den, der gengælder dig
den gerning, du gjorde mod os!
Lykkelig den, der griber dine spædbørn
og knuser dem mod klippen! (Salme 137,8-9)

Etnisk udrensning

Fra en bogstavelig eller historisk tolkning er budskabet åbenlyst. Salmisten reflekterer over babyloniernes grufulde behandling af jøderne under deres eksil i Babylon (587 f.v.t. – 539 f.v.t.). Hans hjerte er fyldt af sorg over sine landsmænds lidelser. Men det er ikke kun fyldt af sorg. Det er tillige fyldt af had og hævntørst. Hævnen skal være grusom. I fuldkommen overensstemmelse med det jødiske ‘øje for øje’ princip, skal babylonierne gengælde for deres ugerninger. Babyloniernes etniske udrensning af jøderne skal gengældes med jødernes etniske udrensning af babylonierne. Kun på den måde kan retfærdigheden ske fyldest. Og kun når retfærdigheden sker fyldest i overensstemmelse med Moseloven, kan mennesket blive lykkeligt, ifølge jødisk tænkning. Derfor er den hellige krig en politisk nødvendighed. Her skal man særligt gå efter fjendens spædbørn. De udgør jo fremtidens trussel. Grib dem og knus dem mod klipperne! Kun på den måde kan man rive problemet op ved roden og sikre folkets fred og lykke!

Spædbørn og nuttet gerningsretfærdighed

Ifølge den allegoriske tolkning er salmen en billedlig udlægning af frelseshistorien. Dens tema er ikke konkrete historiske og politiske begivenheder, men troen på Kristus. Med afsæt i en luthersk inspireret udlægning af teksten ville Babylons datter være et udmærket billede på Romerkirken. Hvem er da spædbørnene? Det er den nuttede gerningsretfærdighed, Romerkirken i sit afsindige oprør mod Gud har presset ud af sit stinkende skød, og som nu truer med at forpeste hele kirken. Hvem er da klippen? Hvem anden end Kristus? Og den lykkelige, salige? Hvem anden end den troende, der griber gerningsretfærdigheden og knuser den mod Kristus. For kun Kristus kan knuse vor gerningsretfærdighed. Og ligesom loven kommer før evangeliet, optræder det jødiske gengældelsesmotiv før frelsen i den klippe, der er Guds nåde.

Egne destruktive tankemønstre

Ifølge den tropologiske eller moralske tolkning handler teksten hverken om jødernes hævntørst, Romerkirkens forfald eller gerningsretfærdighed. Den er et spejlbillede på min egen åndelige eller eksistentielle virkelighed. Babylons datter er det falske, selvcentrerede og forskruede i mig selv. Hun kan udmærket være et symbol på de syv dødssynder (frådseri, liderlighed, grådighed, vrede, dovenskab, misundelse og hovmod). I hvor høj grad er mine tanker og handlinger besat af mad, sex, penge, vold, ugidelighed, misundelse og arrogance? Hvad gør jeg ved det? Der er brug for et valg, et opgør og en kamp. Kamp skal der til. Men jeg vil ikke vende vreden udad mod andre. Jeg vil vende den indad mod mine destruktive tankemønstre, så jeg kan vende kærligheden udad, udad mod Gud, min elskede, min næste og ja, selv min fjende. Og jeg vil afsløre og angribe mine destruktive tanker, når de er helt spæde og konfrontere dem med Kristus i mig. Kun da vil de forsvinde som dug for solen.

Vrede og vold er udtryk for Guds kærlighed

Den anagogiske tolkning er det sidste blad på skriftfortolkningens firkløver. Dermed er ringen sluttet. Hvor den bogstavelige, allegoriske og tropologiske tolkning henholdsvis repræsenterer begyndelsen, retningen og vejen, handler den anagogiske tolkning om målet. Den sammenfatter også den åndelige rejse i miniformat. For når man er blevet ført op (på græsk, ánágôgē), kan man se troens landskab ovenfra. Lad os se på teksten fra det perspektiv. Den består af tre led:

1. Babylons datter, du ødelæggerske!
2. Lykkelig den, der gengælder dig den gerning, du gjorde mod os!
3. Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!

Tekstens tre led er et billede på menneskets udvikling, der også har tre stadier. Første stadie repræsenterer det dyriske, voldelige og kaotiske menneske. Her er der ingen retfærdighed, moral eller religion. Det svarer til menneskets før-civilisatoriske tilstand. Andet stadie repræsenterer det religiøse og moralske menneske, der tager kampen op med ondskaben for at skabe orden ud af kaos. Her bliver mennesket lykkeligt, fordi det oplever en oprigtig vrede mod verdens ondskab. Kun når denne vrede bliver forvaltet på en konstruktiv måde kan civilisationen, som vi kender den, bestå. Det tredje og sidste stadie repræsenterer fuldkommenheden. Her er lykken fuldendt. For al synd, selviskhed og ondskab er knust af Guds selvhengivende kærlighed, der er det stærkeste af alt, stærkere end nogen klippe. Dette stadie karakteriserer ikke kultur og civilisation, men Himmerige. Har du svært ved at se sammenhængen mellem knuste spædbørn og himmeriget?  Det er fordi, du er bundet til en firkantet logik! Det sidste stadie kræver, at du løsriver dig fra hovedet! Se med hjertet! Så vil du blive ført fra det rationelle og logiske stadie til det supra-rationelle og mystiske stadium, hvor lineær logik kollapser i mødet med den paradoksale virkelighed. I dette stadie forvandles meningsløshed til mening, mørke til lys. Ligesom salmisten taler om et mørke, der ikke er mørke for Gud, men lys (Sl 139,12), er vreden og volden mod ondskab og uretfærdighed i afslutningen på Salme 137 et udtryk for Guds suveræne kærlighed.

En verden til forskel

Ovenstående er naturligvis blot mit spæde forsøg på at illustrere de fire fortolkningsveje. Prøv selv at tolke teksten fra de forskellige perspektiver. Du vil givetvis komme til andre konklusioner end mig. Det er kun godt. Det firfoldige fortolkningsprincip sikrer, at der ikke kun er en vej til skriftens budskab. Der er mange. Den vigtigste pointe med den firfoldige vej er, at Gud har åbenbaret sin kærlighed og sandhed i den hellige skrift. Ligesom Gud inkarnerede i mennesket Jesus fra Nazaret, er Guds visdom til stede i bogstaver på et stykke papir. Ved at insistere på at Guds visdom er til stede overalt i den hellige skrift, selv i udsagn, der forekommer ulogiske og selvmodsigende, vil dørene åbne sig til en verden af lys, livsmod og glæde. Det er således den firfoldige vej opfordrer os til at se på Bibelens budskab. Se det store i det små. Tænk, hvis vi så på vore medmennesker på samme måde! Ville det ikke gøre en verden til forskel?