Dovenskab – verdens største problem?

I dag forbinder vi dovenskab med fysisk ugidelighed og ’dovneroberter’. Følgelig opfatter vi dovenskabens modsætning som flid og arbejdsom stræben. Tidligere havde man en mere kompleks forståelse af dovenskab, der var en af de syv dødssynder. Ifølge de egyptiske ørkenfædre, der levede i det fjerde århundrede, var dovenskab eller acedia ensbetydende med ugidelighed over for kærlighedens fordring i hjertet. Var man ramt af acedia, gad man hverken elske Gud, sin næste eller sig selv. Det kom til udslag på to måder. Dels i håbløshed og fortvivlelse; fænomener vi i dag forbinder med depression og livslede. Dels i rastløshed og overdreven aktivitetsniveau, som genkendes i vor tids produktivitetsmani og hyperaktivitet. Det opfordrer til nogle interessante spørgsmål. Er samfundet og verdens grundproblem i virkeligheden acedia? Hvordan kan ørkenfædrenes psykologi og den kristne menneskeforståelse være et berigende element i den omsiggribende diagnosekultur? Har vi mindre brug for terapeuter og mere brug for en besindelse på, hvad dovenskab i virkeligheden er, og hvordan man forholder sig til det på en konstruktiv og livsbekræftende måde?