

De syv dødssynder i Esbjerg
30. januar 2021 @ 10:00 - 14:00
Højskoledag om De Syv Dødssynder
Målet er mere livsmod og livsglæde. Rejsen dertil er en ny forståelse af de syv dødssynder. På denne højskoledag gør Martin Herbst op med samtidens negative, fejlagtige syn på synd og viser, at de syv dødssynder er nøglen til at forstå, hvordan vi lever helhjertet, nyder livet sammen og gør verden til et bedre sted for vore efterkommere.
Med vanlig dedikation og indsigt vender Martin Herbst mængder af litterære og idéhistoriske sten i sin søgen efter sandheden om de syv dødssynder. Hvordan opstod traditionen om de syv dødssynder? Hvorfor har den spillet en afgørende rolle for det vestlige menneskes selvforståelse, dannelse og kultur? Hvem er de toneangivende dødssyndstænkere gennem historien? Hvorfor benyttede Dante De syv dødssynder som det strukturende princip for Den Guddommelige Komedie, der er verdens mest kommenterede literære værk? Var der andre end Martin Luther, der tog fejl, når de vendte de syv dødssynder ryggen? Og hvordan kan vi som moderne mennesker forstå os selv bedre og udvikle os godt ved at begribe de syv dødssynder til bunds?
På en klar og vedkommende måde formidler Martin Herbst svarene på disse spørgsmål, og undervejs bliver det tydeligt, at læren om de syv dødssynder ikke repræsenterer et uheldigt levn fra en mørk fortid, men en kilde til selverkendelse, spiritualitet og livsmod.
Det moderne menneske og de syv dødssynder
De syv dødssynders historie
Dovenskab
De syv dødssynder i Dantes Guddommelige Komedie