Den Guddommelige Komedie, der blev skrevet af den landflygtige Dante Alighieri i årene 1307-1321, hører til verdenshistoriens ypperligste klassikere. Intet andet litterært værk har været genstand for så mange kommentarer og publikationer. Rækken af kunstnere, forfattere, og politikere, der har ladet sig inspirere af Dante, er endeløs: Boccacio, Botticelli, Machiavelli, Michelangelo, Goethe, Blake, Hegel, H.C. Andersen, Rodin, Mussolini, T.S. Eliot, Mandelstam, C.S. Lewis, Dali, Fellini, Ecco, Springsteen, Lars von Trier for blot at nævne nogle få.

Komediens fascinationskraft skyldes, at den er et formidabelt spejl på den menneskelige tilværelse i al dens gru, kompleksitet og skønhed. På Dantes rejse gennem de tre riger, man ifølge middelalderlig opfattelse, kunne opleve efter døden, Helvedet, Purgatoriet og Paradiset, bliver han konfronteret med snart sagt enhver tænkelig eksistentiel udfordring, og han finder vej. Dermed udgør Komedien et sjælesørgerisk reservoir, hvis tidløse aktualitet er ubestridelig.

Men der er mere. Komedien er ikke blot et spejl. Den er tillige et leksikon af indsigt og viden og er dermed en uvurderlig nøgle til at forstå den tænkning, der formede vestlig kultur indtil reformationen, og som vi måske har været for hurtige til at smide i glemmebogen. Komedien opfordrer til en gennemtænkning af fundamentale eksistentielle og teologiske spørgsmål, der vil gøre dig til en bedre præst.

Men der er mere. Komedien er ikke blot et spejl og et leksikon. Den er tillige en symfoni, hvor samklangen af forskellige videnskabsgrene som eksempelvis mytologi, psykologi, filosofi, teologi og astronomi inviterer til en grænseoverskridende poetisk tolkning af tilværelsen med omdrejningspunkt i Guds kærlighed. Ifølge Dante er en sådan poetisk tolkning af tilværelsen hverken intellektuel luksus, digterisk kuriosum eller kunstnerisk vedhæng. Den er vejen til verdens frelse.