Vergils Aeneide. En fortælling for alle

Tirsdag d. 2. maj kl. 19.00 på Det Italienske Kulturinstitut
Gjørlingsvej 11, 2900 Hellerup

Charles-André van Loo, Aeneas flygter fra det brændende Troja med sin far, Anchises, på skuldrene og sin søn, Julius, i hånden, medens hustruen Creusa bliver tilbage, 1729, Nationalmuseum, Stockholm.

Nobelpristageren T.S. Eliot titulerede Vergils Aeneide (29-19 f.Kr.) som intet mindre end Europas klassiker. Og med rette. For Vergils mesterværk har været inspirationskilde til et hav af forfattere fra Ovid og Dante til Shakespeare og Freud. I 1500 år var Aeneiden Europas dannelsesmanual par excellence og var og er således uomgængelig for kulturel oplysning og dannelse.

Aeneiden skildrer flygtningen Aeneas’ rejse fra det krigshærgede Troja, til han ankommer til Italien og grundlægger Rom. Sammen med fortællingen om Romulus og Remus udgør Aeneiden Roms grundlæggelsesfortælling. Hvor fokus for beretningen om Romulus og Remus er etableringen af det lokale Rom, er temaet for Aeneiden grundlæggelsen af det globale Romerrige og dets dannelsesideal, der har haft enorm betydning for italiensk og vestlig selvforståelse. Alene derfor er værket et nærmere bekendtskab værd.

Men hovedpersonen Aeneas er så meget mere end romer og italiener. Han er et menneske som dig og mig, der bakser med tilværelsens grundtemaer; identitet, skæbne, kærlighed, vrede, fortvivlelse, ambition, religiøsitet og historisk bevidsthed. De spørgsmål, Aeneas konfronteres med, besidder nutidig aktualitet: Hvordan bevare selvværdet som flygtning? Hvordan navigere på et uforudsigeligt hav af lunefuldhed, lidenskaber og uretfærdighed? Hvordan plante håbets frø i en verden, der er præget af grådighed, illoyalitet og krigens rædsler? Hvordan vælge det langsigtede gode frem for den kortsigtede tilfredsstillelse? Kort: Hvordan leve på brudthedens betingelser, så godhed og livsmod får det sidste ord?

Aeneiden på Det Italienske Kulturinstitut 2. maj kl. 19.00.
19.00 Velkomst og foredrag v. Martin Herbst. Vergils Aeneide. En fortælling for alle.
20.00 Det Italienske Kulturinstitut byder på et glas vin og snacks.
20.20 Fortsættelse af foredrag.
21.00 Tak for i dag.

Forhåndstilmelding er ikke mulig. Mød blot op på dagen. Kom i god tid. Vi ses!

Læs mere

Kontakt Martin Herbst og hør mere