Hjertets Sondring
I antik jødisk og græsk kultur betragtede man evnen til at sondre mellem godt og ondt som forudsætningen for det gode samfund. Man lokaliserede evnen i hjertet, fordi man betragtede hjertet som mødested for forståelse, vilje og følelser.
Med de egyptiske ørkenfædre, der levede i det fjerde århundrede, bliver hjertets sondring opgraderet til at være den største nådegave af dem alle, endog større end evnen til at profetere eller udføre mirakuløse helbredelser. For uden sondringens kunst er mennesket overladt til at være kastebold for lunefulde indskydelser eller tilfældige pres fra omverdenen. Efterfølgende bliver hjertets sondring en vigtig faktor for det europæiske menneskes dannelsesproces. Den fordrer en skelnen mellem laster og dyder, som vi eksempelvis ser det i traditionen om de syv dødssynder, der når sit højeste litterære udtryk i Dantes Guddommelige Komedie, der er verdens mest kommenterede enkeltværk.
Men hjertets sondring er ikke kun et spændende antikt og historisk fænomen. Den er et højaktuelt anliggende, der vedrører os alle. For hvis vi ikke lærer at sondre mellem godt og ondt, er vi prisgivet et samfund med mere kontrol, overvågning og diagnosticering på bekostning af individets frihed og værdighed. Ørkenfædrene havde ret. Hjertets sondring er den største nådegave af dem alle. Hvordan genvinder vi denne nådegave og lærer den videre til vore børn og efterkommere?