Firenze – Europas kulturelle hovedstad

Gratis foredrag ved Martin Herbst

Onsdag 31. januar 2024 kl. 19.00, Det Italienske Kulturinstitut, Gjørlingsvej 11, 2900, Hellerup

Firenze byder på verdens største koncentration af kunstskatte. Gå en tur på domkirkepladsen, og du befinder dig i selskab med hundredvis af historiens største ånder, tænkere og kunstnere. De følger dig fra kirkens gesimser, dåbskappellets døre og bygningernes fantastiske udsmykninger. Visualiseringerne af litteraturen og kulturens grundtemaer kalder dig til at blive samtidig med historiens ånder og deltage i den store udveksling om skønhed, kærlighed og sandhed.

Firenze er også hjemby for Dante, hvis mesterværk, Den Guddommelige Komedie, er verdens mest kommenterede litterære værk og formativt for det italienske sprog. Med Dantes poetiske genialitet er værket vævet af tråde fra den græsk-romerske og kristne tradition med afgørende betydning for renæssancen, der igen var forudsætningen for reformationen.

Således er Firenze på én gang et visuelt bombardement og en litterær skatkiste. Firenze er stedet, hvor øjet og øret går op i en højere enhed. Firenzes bygninger og kunstneriske mesterværker er visuelle biblioteker, der ånder historien om Europas dannelse og selvforståelse.

Det fordrer en forklaring, hvis man ikke skal drukne i indtryk og gå glip af Firenzes betydning som Europas kulturelle hovedstad. Kom med på en rejse fra byens grundlæggelse til i dag. Bliv klogere på de visuelle indtryk. Åben en skatkiste af eksistentielle indsigter, der har formet vores historie, og som besidder tidløs aktualitet.

Aftenens program:

19.00 Velkomst og foredrag v. Martin Herbst. Firenze – Europas kulturelle hovedstad.
20.00 Det Italienske Kulturinstitut byder på et glas vin og snacks.
20.20 Fortsættelse af foredrag og udveksling med tilhørerne.
21.00 Tak for i dag.

Martin Herbst, teolog, filosof og forfatter, er en af Danmarks mest vidende Dante-kendere. Han
underviser på Folkeuniversiteterne, Løgumkloster Refugium m.m. og arrangerer dannelsesrejser til
Firenze m.m.. Han er tillige forfatter til en række bøger, senest den anmelderroste Den
Guddommelige Komedie for Alle, Apuleius’ Æsel, 2022, som deltagere kan købe til særpris på dagen.