Hvor går grænsen mellem det sunde og usunde menneskelige fællesskab?

Den går ikke mellem ”os” og ”de andre”; mellem ateister og religiøse, kristne og muslimer, eller fortiden og nutiden. Skillelinjen mellem det sunde og syge fællesskab går, som nobelprisvinderen i litteratur: Alexander Solsjenitsyn udtrykte det i Gulag øhavet, ”gennem ethvert menneskes hjerte – og gennem alle menneskehjerter”. Når det ikke erkendes, opstår det usunde fællesskab.

Det har tre kendetegn: For det første samles al autoritet i lederne. For det andet lever man i ”de færdige forklaringers paradis” uden plads til tvivl. For det tredje forskanser man sig i et fællesskab uden selvkritik, hvor det altid er ”de andres skyld”, når noget går galt.

Det er problemet med sekter, bander og fanatiske grupperinger. Men det optræder også i det såkaldte ”normale” samfund.

Hvordan kan man forholde sig ærligt og konstruktivt til det?