Indlæser Begivenheder

Forelæsningsrække om det moderne menneske og de syv dødssynder.

Fra det 4. til 16. århundrede spiller de syv dødssynder – fråseri, liderlighed, grådighed, vrede, dovenskab, misundelse og hovmod – en afgørende rolle for det vestlige menneskes dannelse og selvforståelse. Med reformationen og oplysningen bliver de syv dødssynder imidlertid spredt for alle vinde og ender som reklameslogans for is, vin eller øl. Dødssynderne er imidlertid udbredte som aldrig før. Vi fråser med naturens ressourcer. ’Hvidvask’ var årets ord i 2018. Vrede bliver til terrorisme. Den oprindelige betydning af dovenskab er håbløshed. Hvornår sker det næste jalousidrab?

Få indblik i, hvordan traditionen om dødssynderne opstår i den egyptiske ørken, formes af middelalderens store tænkere, får et uforglemmeligt udtryk i Dantes Guddommelige Komedie og stadig udgør en inspirationskilde til dannelse, selverkendelse og livsmod.

Forelæsningsrækken tager afsæt i bogen: Martin Herbst: De syv glæder. Forstå det moderne menneske og de syv dødssynder (2017, Cornfield Press). Bogen kan købes med rabat til første forelæsning. Den kan også lånes på biblioteket.

Forelæsningsrækken finder sted på Københavns Folkeuniversitet, Læderstræde 34, på følgende mandage kl. 10-12: 9. 16. 23. 30. september samt 7. oktober. Man tilmelder sig via Folkeuniversitetets hjemmeside.