Kierkegaard og åndelig dovenskab

Kierkegaards begreb ‘åndelig dovenskab’ viste sig i, at jeg havde glemt det vigtigste i min kristne tradition og indlod mig på et vildt selvskabelsesprojekt, skriver sognepræst Martin Herbst.

Hvad betyder Kierkegaard for dig? Hvordan har hans tekster og tanker påvirket dig?

“Mødet med Kierkegaard spillede en afgørende rolle for mit brud med Moon-bevægelsen i 1996. Men til at begynde med kunne jeg ikke forstå, hvad han prøvede at fortælle mig. Ikke så snart havde jeg troet, at jeg havde forstået en pointe, før jeg lidt senere måtte erkende, at jeg havde misforstået den.”

“Det bevirkede, at jeg mistede fodfæstet. Underligt nok blev denne usikkerhed befordrende for, at jeg begyndte at tænke selvstændigt. Kierkegaard er en mester i at afsløre vores åndelige dovenskab. Den bevirker, at man glemmer det rigtige og husker det forkerte. Åndelig dovenskab har med andre ord både et passivt og et aktivt aspekt. Hvad angår det passive, orker man ikke at forholde sig til tilværelsen på en oprigtig måde. Man gider ikke tænke, og man gider ikke elske, måske fordi man intuitivt aner, at man tænker og elsker forkert.”

“På det aktive plan bevirker åndelig dovenskab, at man drukner livets store spørgsmål i rastløs foretagsomhed. Fordi åndelig dovenskab skjuler sig bag et bjerg af aktivitet, er den så svær at afsløre. Det er og bliver en opgave for den enkelte. I Kierkegaards sene og angiveligt mest reflekterede værk, Sygdommen til Døden, sætter han ligefrem den åndelige dovenskab på formel. Han beskriver den som en fortvivlelse, der har et dobbeltaspekt: For det første vil man ikke være sig selv. For det andet vil man være sig selv på en forskruet måde.”

“Hvor det første aspekt er passivt, er det andet aktivt. Det første aspekt bevirker, at man ikke er taknemmelig for det liv, man er blevet skænket og for den historie og tradition, man er en del af. Det andet aspekt viser sig ved, at man prøver at skabe sig selv og sin identitet, som var man en gud.”

“Jeg kunne se, at begge aspekter var kendetegnende for mit engagement i Moon-bevægelsen. Det udsprang af, at jeg havde glemt det vigtigste i min kristne tradition og indlod mig på et vildt selvskabelsesprojekt.”

 

Hvor ser man tydeligst Kierkegaards indflydelse på teologi, kirke- og trosliv?

“I Moon-bevægelsen tror man, at man kan skabe Himmerige på jorden ved at etablere fuldkomne familier. Hos Kierkegaard udgør det inderlige, intellektuelle og eksistentielle en treklang. Dermed henvender han sig til hele det kirkelige spektrum. For den, der efterlyser inderlighed, er der megen inspiration at hente. Er man mere intellektuel, kan man bare gå i gang. Og er man særlig optaget af livet her og nu, har han mange praktiske råd. Faktisk er Kierkegaard langt mere jordnær og ligetil, end han har ry for. Men for at erfare det kræver det, at man lærer ham at kende, og det tager lidt tid.”

 

Hvad ville Kierkegaard mene om folkekirken anno 2013 og de aktuelle kirkelige debatter såsom adskillelse af kirke og stat eller vielse af homoseksuelle?

“Igennem hele sit liv var Kierkegaard særdeles kritisk over for folkekirken. Det ville han også være i dag. Han ville utvivlsomt mene, at den nutidige koncentration om struktur og krop, jævnfør debatterne om ledelse i folkekirken, adskillelse af kirke og stat og homoseksuelle vielser, er symptomatisk for en kristendom, der har ladet sig forføre af åndelig dovenskab.”

“I stedet for at tale seriøst om kristendommens identitet og menneskets ånd, er man besat af kirkens struktur og folks seksualmoral.”

 

Hvad er din yndlingstekst eller -citat af Kierkegaard?

“Kierkegaard kaldes med rette en luthersk tænker. Men i modsætning til Luther ser Kierkegaard ikke noget modsætningsforhold mellem filosofi og teologi. Han lægger ikke skjul på sin begejstring for Sokrates. Kierkegaards tænkning repræsenterer nærmest en syntese mellem den græske og bibelske tydning af tilværelsen. Det kommer på en meget smuk måde til udtryk i følgende citat fra Kærlighedens Gjerninger, hvor han kæder den platoniske vægtlægning på synssansen sammen med det kristne fokus på det jordnære:

‘Ak, men selv den viseste og sindrigste blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed er dog noget høitflyvende, noget svævende; den christelige Kjerlighed derimod stiger fra Himlen ned til Jorden. Retningen er saaledes den modsatte. Den christelige Kjerlighed skal ikke svinge sig til Himlen, thi den kommer fra Himlen og med Himlen; den stiger ned og naaer derved det, at elske det samme Menneske i alle Forandringer, fordi den seer det samme Menneske i alle Forandringerne. Den blot menneskelige Kjerlighed er bestandig i færd med ligesom at flyve bort efter, eller flyve bort med den Elskedes Fuldkommenheder. Vi sige om en Forfører, at han stjæler en Piges Hjerte; men om al blot menneskelig Kjerlighed, selv naar den er skjønnest, maa man sige, at der er lidt Tyvagtigt ved den, at den dog stjæler den Elskedes Fuldkommenheder, medens den christelige Kjerlighed skjenker den Elskede alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, og i alle hans Fordringer bliver hos ham, elskende det Menneske, den seer.’