Den glemte passivitet – Vi identificerer os mere med Herkules end Moses

Vi tror, vi skal arbejde os ud af krisen, og ser ikke, at vi dermed arbejder os dybere ind i den.

Herkules og Moses er gået over historien som to betydningsfulde skikkelser. Herkules udførte de 12 arbejder. Moses modtog de 10 bud. De to skikkelser pointerer forskellige dimensioner af tilværelsen. Herkules er hurtig og produktiv. Han løser den ene enorme arbejdsopgave efter den anden. Moses er langsom og ineffektiv. Det tager ham 40 år at tilbagelægge en strækning, der udgør to dagsrejser. Herkules peger på sig selv. For ham er det alt rigeligt. Ikke for Moses. Det fremgår tydeligst ved hans livs afslutning. Moses dør, medens han peger i retning af det udvalgte land. Modsætningen mellem de to skikkelser kan sammenfattes således: Hvor Herkules pointerer aktivitet, fremhæver Moses værdien af passivitet.

Engang havde Moses større status for det vestlige menneskes selvforståelse end Herkules. Men tiderne er skiftet. I dag er verden besat af et ‘herkulessyndrom’. Arbejde, produktivitet og effektivitet er tidens løsen. Selv når alderen tvinger folk til at holde op med at arbejde, nævner de tit og gerne, at de aldrig har haft så travlt, som efter de gik på pension. Livet gøres op i aktivitet. Her er der ingen forskel på rig og fattig. Det er som om, Karl Marx’ drøm: ‘Arbejdere i alle lande, forener eder!’ er blevet til virkelighed ved, at kommunismen og kapitalismen har taget hinanden i hånden. Man fornemmer en uhyggelig aktualitet i Adolf Hitlers ord til Hermann Rauschning, “Enhver handling har en betydning, selv en forbrydelse; men at være passiv er altid meningsløst.” Er dette sandheden om vor tid, selv i denne juletid? Er der kun dårligt at sige om det passive liv?

Ikke ifølge fundamentet for vor civilisation. Aristoteles understreger det kontemplative, dvs. det reflekterende, livs forrang for al anden aktivitet, inklusive den politiske. Det skyldes ikke, at han var doven! Aristoteles’ vægtlægning på passivitet skyldes, at han opfatter det kontemplative liv som den højeste virken. Han benævner denne virken energeia af en ‘i’ og ergon ‘handling’. Der er, som ordet antyder, tale om en handling, der er sit eget højeste mål, og derfor hviler i sig selv. Vi ser samme værdsættelse af passivitet i den jødiske skabelsesmyte. Her kulminerer Guds kreative handling med en hellig hvile, sabath, i kraft af hvilken hele skabelsen får lov til at være, hvad den er. I kristendommen lever vægtlægningen på den gode passivitet videre i middelalderteologernes sondring mellem ratio og intellectus: Hvor ratio er menneskets evne til at erkende ved hjælp af anstrengende, analyserende og logisk tankegang, er intellectus menneskets evne til at modtage sandheden anstrengelsesløst, ligesom man med blikket ‘modtager’ et landskab. Hvor ratio er aktiv, er intellectus passiv. Intellectus er menneskets gudgivne gave, til at forholde sig fuldstændigt åbent, passivt og receptivt til tilværelsen, som den er.

Hvor ville jeg ønske, at folk ville åbne sig for denne gave, ikke mindst her i adventstiden. Men ligesom Herkules har fortrængt Moses, druknes intellectus i ratio. Dermed har vi mistet blikket for noget væsentligt. Vi tror, vi skal arbejde os ud af krisen, og ser ikke, at vi dermed arbejder os dybere ind i den. Vi bilder os ind, vi er kommet så langt, men går vi ikke bare i ring? Vi er gået fra Moses til Herkules, og er nu næsten nået til Sisyfos, der arbejder for at arbejde, for at arbejde, for at…?

Martin Herbst er sognepræst og har netop deltaget i Det Danske Ledelsesakademis Årskonference, hvor han holdt oplægget ‘Den glemte passivitet’, der her gengives i stærkt redigeret udgave.