Lørdagshøjskolen – Efterår 2026
I de store ånders klub
Ældre Sagen, Valdemarsgade 8, 1165, København V.
6 lørdage kl. 10.00-12.00, 27. september – 13. december 2026
Der findes ikke noget, der er så skønt som at være i godt selskab! Men det bedste selskab udgøres ikke nødvendigvis af de rige, berømte og magtfulde, men snarere af ganske almindelige mennesker, der modtog tidens strømninger – ofte med meget store personlige omkostninger – og omsatte dem til inspirerende tanker og kunstværker.
På denne Lørdagshøjskole åbnes dørene til de store ånders klub. Vi skal se nærmere på Søren Kierkegaards dybsindige analyse af kærlighedens væsen. Derefter bliver vi klogere på kirkefaderen Augustin, der skrev verdens første selvbiografi. Så er banen kridtet af til Frans af Assisi og hans økologiske bevidsthed. Endelig vil vi også lade os berige af maleren Giotto, der fik himlen ned på jorden, fortællinger og skrøner fra middelalderen og de store græske tragedieskuepil.
Forløbet for Lørdagshøjskolen – Efteråret 2026
27. september: Søren Kirkegaards liv, tænkning og virkningshistorie med omdrejningspunkt i
hans hovedværk Kærlighedens gerninger.
11. oktober: Augustins liv, tænkning og virkningshistorie med omdrejningspunkt i hans
psykologiske og filosofiske hovedværk Bekendelser.
1. november: Frans af Assisis liv, tænkning og virkningshistorie med omdrejningspunkt i hans
livsfilosofi og digtning.
15. november: Giottos liv, tænkning og virkningshistorie med omdrejningspunkt i hans
mesterværker i Padua, Firenze og Assisi.
29. november: Bag sløret på middelalderens myter som f.eks. den flade Jord, kyskhedsbælter, en
kvindelig pave, hekseafbrændinger, Kong Arthur og Robin Hood!
13. december: De eksistentielle dramaer og filosofiske grundtemaer i de store græske tragedier.
Tidspunkt og Sted
Lørdagshøjskolen finder sted på lørdage kl. 10.00-12.00. Kom gerne i god tid.
Mødested for Lørdagshøjskolen er Ældre Sagen Valdemarsgade 8, 1165, København V; https://www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/koebenhavn-city/om-lokalafdelingen. Hver højskoledag består af 2 x 45 minutters foredrag med pause, spørgsmål og samvær.
Deltagelse på Lørdagshøjskolen kræver ½ årligt medlemskab af Ældre Sagen på 145 kr. pr. person eller 240 kr. pr. par. Følge dette link for tilmelding til Ældre Sagen; https://www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/koebenhavn-city/bliv-medlem.
Der er venteliste til Lørdagshøjskolen. Hvis du er interesseret i Lørdagshøjskolen, så henvend dig til Martin Herbst og hør nærmere. Skriv en mail til mh@martinherbst.dk, hvor du angiver dit navn, e-mailadresse og mobilnummer. Derefter bliver du kontaktet af Martin Herbst: mh@martinherbst.dk / www.martinherbst.dk / 4242 2270.
Om Lørdagshøjskolen
Lørdagshøjskolen er for dig, der vil lære så længe, du lever. På Lørdagshøjskolen går vi frem ved at gå tilbage. På vores rejse kommer vi i selskab med historiens største tænkere og ånder, og vi lader vore egne tanker og røster blive en del af den store konversation, der har født vestlig kultur. Vi viger vi ikke uden om de store spørgsmål om godt og ondt, liv og død, mening og håbløshed, Gud og nihilisme.
På rekordtid kan du tilegne dig viden og indsigt om livstemaer, filosoffer, teologer og bøger, som du ville ønske, du kendte, men som du ikke har orket at give dig i lag med på egen hånd. Her kan dykke ned i historiens skatkiste og lade dig berige af indsigter, der er lige så aktuelle i dag, som da de først så dagens lys. Og du kan gøre det i et fællesskab, hvor alle er velkomne uanset tro, kultur, livsanskuelse og forkundskaber.
